Er din butik et besøg værd? Måske har du ikke tænkt over det, og hvorfor er det overhovedet interessant? Jeg behøver ikke lede længe, for at finde artikler, som handler om detailhandel og butiksdød. Flere af dem forsøger af forklare årsagen til butiksdøden. Her peger de bl.a. på internethandel, høj husleje og forandrede købsvaner som elementer, der har gjort det svært at drive en rentabel butik. Men er det sandheden? Er det kun ydre omstændigheder som presser butikkerne, eller bør de også kigge indad? Og hvordan kommer de videre?
Som almindelig forbruger, kan jeg med sikkerhed sige, at flere fødselsdagstilbud, superkøbmænd eller muligheden for at købe 3 for 2, IKKE er vejen til at få mig væk fra nettet og ind i din butik!! Måske fordi jeg ved, at med Google kan jeg på få sekunder gennemsøge både nationale og internationale webshops. Og her viser det sig tit at være billigere, end det jeg får tilbudt i butikkerne. Så når jeg spørger: “Er din butik et besøg værd?” er det ikke nye eller bedre tilbud, jeg er på jagt efter.
Du kan læse meget mere om emnet i denne eksterne artikel: Er Indkøbsoplevelsen i din butik tiden værd for kunderne?
God kundeservice
Og ja – det er også fint med god kundeservice – hvis man altså kan definere, hvad det betyder? Er god kundeservice en ekspedient, som rent faktisk gider hjælpe mig, når du er ude i butikken? Eller er det lige så god kundeservice, når en webshop automatisk foreslår gode tilbud, med baggrund i hvad jeg tidligere har købt hos dem?
Hvis det ikke er gode tilbud, der skal trække kunder til butikkerne, hvad skal butikkerne så satse på? Hvilke løsninger skal sættes i spil for at tiltrække kunderne – og særligt generation z, som gennem hele deres opvækst er blevet underholdt 24/7 af deres smartphones?
Det korte svar er – de skal sikre sig, at de er et besøg værd!
Skab en god købsoplevelse med underholdning
Som allerede nævnt, er man – i min optik – ikke et besøg værd, alene fordi man har gode tilbud eller fantastisk kundeservice. I stedet er du nødt til at tænke i samme baner, som alle andre brancher der vil trække besøgende ud af hjemmet. Du er nødt til at tænke i ”underholdning”, og skabe oplevelser man har lyst til at besøge. Her kan digitalisering spille en central rolle.
Det er vigtigt at du tænker underholdning i bred forstand. Og husk på, at det ikke nødvendigvis behøver at være ”stort og dyrt” for at underholde. I New York kan man f.eks. se en surferbutik, som tilbyder deres besøgende en simpel men alligevel speciel oplevelse. Her er det muligt at købe en kop kaffe, som kan nydes i en tilhørende gårdhave. Her opfordres de besøgende til at holde ro eller lav tale. En lille oase i centrum af byen som aldrig sover. Et sted hvor man kan få et kort pusterum, slappe af og nyde stilheden med en kop kaffe.
Som nævnt kan digitaliseringen også være med til at skabe oplevelser i din butik. Der findes flere gode eksempler på hvordan anvendelsen af digital signage, kan skabe oplevelser og understøtte salget. F.eks. har Tom Fords konceptstore i London lavet en produkthylde til visualisering af deres forskellige dufte. Den aktiveres af den enkelte kundes aktivitet. Her er duftene påført et indstikskort, der sidder i den digitale produkthylde. Når kunden tager kortet ud for at dufte til det, vil en skærm visualisere den konkret duft gennem videosekvenser, lyd og tekster.
Fremtidens skilte
Meget tyder på, at fremtidens skilte vil være digitale og interaktive. Vi har allerede touchskærme i bilen, på komfuret og til styring af varmereguleringen i hjemmet – for bare at nævne nogle få steder. Og føromtalte generation z tager det stort set for givet, at alle skærme er interaktive, fordi de er vokset op med det som en selvfølge.
Kravene fra den nye generation af kunder kan lyde lidt overvældende. Men med afsæt i et godt digital signage system, er man kommet langt i forhold til at lave interaktive digtale skilte. Skilte som også kan understøtte salget med intelligent og relevant kommunikation.
Jeg vil derfor opfordre til, at du som butiksejer får lavet en plan for, hvordan du vil arbejde med at skabe oplevelser for de besøgende i din butik. Du behøver ikke starte med en stor og forkromet strategiplan. Du kan fint lave en simpel og operationel plan, som sigter mod et specifikt mål. Her kan du inddrage digitaliseringskoncepter til at understøtte de oplevelser du vil tilbyde de besøgende i din butik.
Er du i tvivl om hvordan den opgave kan angribes, så find en god partner der kan hjælpe dig i mål. Stil krav om at der ikke skal produceres lange og tunge konsulentrapporter. Alt du skal bruge, er en simpel og operationel plan, som kan omsættes til praksis. Det vil give dig et godt afsæt i forhold til at få udbytte af din investering, og skabe oplevelser for dem der besøger din butik.
Vil du læse mere om emnet, vil jeg foreslå at du kigger på artiklen: “Digital skiltning – den ultimative strategi guide“