Johnson & Johnson

Johnson & Johnson

Når en gæst i Johnson & Johnsons showroom i Zug tager et produkt ned fra hylden og holder det hen til et læsefelt, reagerer skærmen ved siden af. Den genkender produktet og skifter automatisk til den præsentation, der hører til det, og indholdet på skærmen bliver dermed en digital forlængelse af det produkt, gæsten allerede står med i hånden.

Løsningen kaldes Scan & Learn og blev udviklet som en integreret del af Johnson & Johnsons showroom. Den er sat op fem forskellige steder, så gæsterne selv kan gå på opdagelse i virksomhedens produkter.


Oplevelsen…

Produktet er selve betjeningen


Produkthylder med skærme og siddeområde i Johnson & Johnsons showroom
Produkthylderne med skærme og siddeområde i showroomet

Johnson & Johnson ønskede et showroom på deres lokation i Zug i Schweiz, der kunne noget andet end blot at udstille produkter på hylder. Det blev indrettet med et specialbygget, sekskantet udstillingsmøbel, produkthylder, siddeområder og en stor præsentationsskærm.

Scan & Learn-løsningen blev bygget ind som en del af møblet, og der er derfor ingen menu, som gæsten først skal finde rundt i. I stedet tager hun det produkt, hun er interesseret i, ned fra hylden og holder det hen til det markerede læsefelt.

Systemet registrerer produktet, og den nærmeste skærm skifter til det tilhørende indhold. På den måde bliver det fysiske produkt selve brugerfladen.


Interaktionen…

Først produktet i hånden – derefter historien på skærmen

Det ville teknisk set være enkelt at sætte en touchskærm op og lade gæsten vælge et produkt fra en menu, men så begynder oplevelsen på skærmen. Med Scan & Learn begynder den i stedet ved produktet. Gæsten tager det op, mærker det og undersøger det, mens skærmen ved siden af fortæller videre med grafik, produktinformation og levende billeder.

Gæsten er dermed ikke kun en passiv modtager af information. Hun gør noget aktivt for at få den, og det er netop kombinationen, der er interessant.

Skærmen skal ikke erstatte det fysiske produkt, men fortælle videre om det produkt, gæsten allerede har valgt at interessere sig for. Det samme princip kan bruges andre steder, hvor et fysisk produkt, en genstand eller en udstillingsgenstand skal være udgangspunktet for en digital fortælling.


Teknikken…

En lille RFID-label forbinder produktet med skærmen


Piktogram der viser gæsten at tage et produkt og holde det hen til læsefeltet
Piktogrammet ved læsefeltet, hvor gæsten holder produktet hen

Bag oplevelsen ligger en forholdsvis enkel handling. Hvert produkt er forsynet med en RFID-label med et unikt ID, og når produktet bliver holdt hen til læsefeltet, registrerer RFID-læseren dette ID og sender informationen videre til løsningen. PADS4-platformen ved, hvilket indhold der hører til det pågældende ID, og skærmen skifter derfor automatisk til præsentationen af det produkt, gæsten står med.

For gæsten kræver det ingen forklaring af teknologien. Hun skal hverken søge efter produktnavnet, trykke sig gennem kategorier eller forstå, hvad RFID er, men blot tage produktet op og vise det til systemet.


Showroomet…

Fem områder kan reagere på fem forskellige gæster


Showroom med produkthylder, skærme og siddeområder
Showroomet med produkthylder, skærme og siddeområder

Showroomet blev udstyret med fem separate Scan & Learn-områder, hver med sin egen skærm og RFID-læser. Det betyder, at interaktionen ikke er samlet omkring én central skærm, og gæsterne kan derfor gå på opdagelse forskellige steder i showroomet og få produktinformationen dér, hvor produkterne står.

Johnson & Johnson valgte at konfigurere løsningen til op til 20 forskellige produkter ad gangen. De 20 produkter er imidlertid ikke låst fast, for sortimentet i showroomet kan ændres, uden at selve installationen skal bygges om.


Indholdet…

Et nyt produkt kræver ikke en ny installation

Når Johnson & Johnson vil introducere et nyt produkt i showroomet, får produktet en RFID-label med sit eget unikke ID. Herefter kan præsentationen ændres i PADS4, så ID’et forbindes med indholdet til det nye produkt.

Præsentationen kan sammensættes af forskellige typer indhold, så produkterne ikke behøver at blive fortalt på samme måde. Ét produkt kan have brug for en kort animation, mens et andet bedre forklares med billeder, egenskaber eller en video.

Det betyder også, at den fysiske installation kan blive stående, selv om produkterne på hylderne ændrer sig. Det er indholdet og koblingen mellem RFID-labelen og præsentationen, der bliver skiftet.


Skal gæsten selv gå på opdagelse…

Hvad ville der ske, hvis produktet var brugerfladen?

En interaktiv løsning behøver ikke begynde med en touchskærm og en menu. Et produkt, en genstand eller noget helt tredje i den fysiske udstilling kan være dét, der starter den digitale fortælling.

Fortæl mig, hvad jeres besøgende skal kunne tage ned, undersøge eller interagere med. Så kan vi se på, hvordan den fysiske handling kan forbindes med det indhold, I gerne vil fortælle videre på skærmen.