Digitalskilte til detailhandel og retail

Et godt tilbud og god service er sjældent nok i sig selv. Skal kunderne ind i butikken, skal du tænke i oplevelser og hastighed. Et analogt skilt med statisk tryk kæmper om opmærksomheden på lige fod med alt andet i butikken. Et digitalskilt kan bevæge sig, reagere og ændre sig. Det kræver bare, at der er tænkt over, hvad det skal vise, og hvor indholdet kommer fra.

Herunder gennemgår jeg de fire ting, der i praksis afgør, om skiltene i en butik gør en forskel. Skiltene skal opdatere sig selv, kunderne skal have en grund til at kigge, tilbuddene skal ramme alle, og ventetiden skal håndteres.


Grundkravet…

Skiltet skal opdatere sig selv

Priser, tilbud og kampagner ændrer sig hurtigere, end nogen når at opdatere dem i hånden. Med integration til de systemer, der styrer lager, produktkatalog og kampagner, opdaterer skiltene sig automatisk. Uden den integration bliver skiltene et vedligeholdelsesarbejde, der falder ned i prioritet, så snart der bliver travlt.

Værst er de udsolgte varer. Et skilt, der reklamerer for noget, der ikke står på hylden, gør aktiv skade, for kunden går forgæves og husker det. Med en regel på lagerbeholdningen springes den side over af sig selv.

Det er præcis den slags, tjeklisten til valg af digital signage software stiller skarpt på. Kun nogle systemer kan det, og det opdager du som regel for sent.


Det stærkeste greb…

Giv kunderne en grund til at kigge

Looper du kun reklamer, lærer folk hurtigt, at der ikke er noget at komme efter, og så holder de op med at kigge. Et af de bedste eksempler jeg kender, er en købmand i Glud. Han viser billeder fra det, der sker i lokalsamfundet, for eksempel når der springer studenter ud. De inviteres forbi butikken til en øl eller en vand sammen med uddeleren, det hele fotograferes, og billederne kommer op på den store udendørsskærm med et tillykke til hver enkelt.

Mon ikke mor, far, familie og venner kigger på den skærm, når de kører op til butikken? Det er lokalsamfundets eget indhold. Og det er lige præcis dét, der får folk til at kigge, hvorefter reklamerne imellem også virker.

Princippet kan overføres til de fleste butikker. Find det indhold, kunderne gerne vil se, og lad reklamerne leve i selskab med det.


Tilbuddene…

Lav promotions alle kan bruge

Et produktspecifikt tilbud er kun relevant for dem, der skulle have det produkt alligevel. Fint nok med 17 kroner rabat på kaffen. Men skal du ikke have kaffe den dag, er det ligegyldigt, og det får dig ikke til at kigge op på skærmen næste gang. Et tilbud, der gælder hele købet, rammer derimod alle i butikken. Det er forskellen på et skilt, folk scanner forbi, og et skilt de holder øje med, fordi der kan stå noget, de kan bruge. Metoden bag er beskrevet nærmere i strategiguiden til digital skiltning.


Oplevelser…

Lad kunden udløse indholdet

De mest effektfulde skilte i retail reagerer på, hvad kunden gør. Tom Fords konceptbutik i London har en produkthylde til deres dufte. Hver duft sidder på et indstikskort i hylden, og når kunden tager kortet ud for at dufte, viser en skærm netop den duft gennem video, lyd og tekst.

Skiltet svarer på det, kunden lige har gjort, og det er en anden slags opmærksomhed end den, hun selv skal huske at give et almindeligt skilt. Hun har allerede rakt ud efter varen, og skærmen fortsætter den bevægelse i stedet for at afbryde den. Den type løsninger findes i flere varianter, fra produkthylder til bevægelses- og kameraudløst indhold. Fælles for dem er, at de kræver et system, der kan reagere på triggere, og hvad det kan bruges til, står under interaktive løsninger.


Hastigheden…

Sæt fart på købsoplevelsen

Vi gider ikke stå i kø. Og de yngste kunder er vant til at få svar med det samme. En stor del af de købestærke forbrugere er vokset op med chat og beskeder, hvor svaret kommer øjeblikkeligt. De er tilsvarende utålmodige i en butik, og en lang kø ved kassen koster salg. Både i dag og næste gang de overvejer, hvor de skal handle.

Skiltene kan bruges til at vejlede. De kan vise, hvor lang ventetiden er, hvilket nummer der kaldes lige nu, og hvor kunden skal gå hen, når det bliver hendes tur. Ventetiden bliver ikke kortere af den grund, men den bliver til at overskue, og det er som regel nok.

Skal det gøres ordentligt, hører det sammen med et køsystem, og her mødes de to områder. En køskærm er garanteret publikum, netop fordi folk kigger på den for at følge deres plads i køen. Det gør den til den mest værdifulde skærmplads, du har.


Spørgsmål…

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange skærme skal der til i en butik?

Færre end de fleste tror. Én skærm det rigtige sted slår fem skærme, ingen lægger mærke til. Start med at finde ud af, hvor kunderne står stille, for det er der, skærmen skal hænge.

Kan skiltene hente priser direkte fra vores kassesystem?

Det afhænger af systemet i begge ender. Det er det første, jeg vil undersøge, for uden den integration bliver skiltene et manuelt arbejde.

Virker det også for en enkelt butik, eller kræver det en kæde?

Det virker fint for en enkelt butik. Glud-eksemplet er netop en enkelt købmand, så det handler om indholdet frem for om størrelsen.


Skal vi kigge på jeres butik…

Hvad skal kunderne se, når de kommer ind?

Fortæl mig, hvor kunderne står stille i butikken, hvad I gerne vil sælge mere af, og hvor priserne kommer fra i dag. Så kan vi tale om, hvor skærmene skal hænge, hvad de skal vise, og hvordan indholdet holder sig selv opdateret. Har I skærme, der bare looper reklamer i dag, er det som regel indholdet og ikke udstyret, der skal skiftes.