Hvad er en infoskærm?
En infoskærm er en skærm, hvis primære formål er at formidle information til et publikum. Hvem publikummet er, afhænger af situationen. I en lufthavn er det de rejsende, der skal finde afgangstid og gate. I en virksomhed er det medarbejderne, der skal kunne se nyheder, nøgletal eller kantinens menu uden at åbne en mail.
Teknisk set bruger en infoskærm det samme udstyr og den samme software som et digitalskilt. Det er indholdet og formålet, der afgør, hvilken af delene du har med at gøre.
Informativ frem for kommerciel
Når du arbejder med infoskærme, bør det primære mål være informativt. Udgangspunktet er, hvad der giver værdi at informere publikum om. Med et digitalskilt er det omvendt. Der tænkes i afsætning, og indholdet designes med salg for øje.
Netop derfor har infoskærmen en fordel, som digitalskiltet må undvære. Publikum opsøger den af sig selv. Ingen går gennem en lufthavn uden at kigge på afgangstavlen. Den fordel, og hvad den betyder for investeringen, har jeg beskrevet nærmere under forskellen på infoskærme og digitalskilte.
Hvad en infoskærm består af
En infoskærm er et digitalt medie, der er sammensat af hardware og software. Hardwaren er en computer og en skærm, og de to kan være separate enheder eller bygget sammen i én. Softwaren er det, der styrer, hvad der vises hvornår, og den kaldes digital signage software. Hvad den software består af, har jeg beskrevet under hvad er digital signage.
Køb gerne hardwaren hvor du vil, men gør det i samråd med leverandøren af softwaren. Der er ofte krav eller fordele ved bestemte komponenter, som først viser sig, når løsningen skal køre stabilt i årevis. Skal du vælge software, kan du bruge tjeklisten til valg af digital signage software som udgangspunkt for samtalen med leverandøren.
Hvor bruges infoskærme?
Listen herunder er langtfra dækkende. Som ekspert i din egen branche ser du formentlig muligheder, jeg ikke gør.
Intern kommunikation
Jo større en organisation bliver, desto sværere er det at holde alle orienteret. Informationsmøder er svære at samle folk til, og nyhedsmails bliver ikke læst, når der er travlt. Skærme på gangene, ved kaffemaskinen og i kantinen gør informationen tilgængelig, hvor folk alligevel er, og de trækker den automatisk fra de systemer, hvor den opstår. Mere om den slags projekter under infoskærme til virksomheder.
Rejseinformation og flowstyring
Afgange, ankomster, gates og perroner. Ud over selve informationen handler det om at styre bevægelsen, så der ikke opstår flaskehalse, og så den rejsende når sin afgang. Se hele gennemgangen under infoskærme i en lufthavn.
Mødelokaler og konferencehoteller
En hovedskærm viser dagens møder, og en lille skærm ved hvert lokale bekræfter, at gæsten står det rigtige sted. Gæsten kan orientere sig selv, uden at skulle spørge personalet.
Familieparker og oplevelsessteder
Ventetider ved forlystelser, fodringstider, shows og kort over området. Formålet er at hjælpe gæsten med at få mest muligt ud af entrébilletten, og det giver både bedre oplevelser og bedre omtale.
Produktionsmiljøer
Skærme der viser afvigelser i produktionen, så medarbejderne kan træffe bedre valg. En forsinkelse kan omsættes til andre opgaver, i stedet for at apparatet står stille. Det samme gælder på et autoværksted, hvor en akut opgave kan vises med det samme.
Køsystemer
På et apotek trækker du et nummer og skal derefter slå tiden ihjel. Viser skærmen både køens fremdrift og andet indhold, føles ventetiden kortere. Samtidig bliver pladsen på skærmen værdifuld, netop fordi alle kigger på den. Mere om det under køsystemer.
Kommercielle budskaber på en infoskærm
Fordi infoskærmen får opmærksomhed gratis, er den attraktiv at bruge kommercielt. Men der er en grænse.
For mange kommercielle budskaber forvandler infoskærmen til et digitalskilt, og så falder publikum fra. Det gælder også informationen. Du mister præcis den opmærksomhed, der gjorde reklamepladsen værdifuld.
En praktisk løsning er at dele skærmen op, eller sætte to skærme ved siden af hinanden, så det informative og det kommercielle kan være der samtidig. At skifte informationen ud med en reklame er formentlig mere effektfuldt i øjeblikket, men risikoen for at miste publikum er større.
Og skal dine skærme slet ikke tjene penge hjem, vil jeg klart anbefale at holde dem fri af kommercielt indhold. Beslutningen er ikke endelig, og den kan altid ændres senere.
Sådan tjener en intern infoskærm sig hjem
En skærm, der vender ud mod kunder, kan tjene sig selv hjem på reklamepladsen, enten ved at du sælger plads til andre, eller ved at du bruger den til dine egne varer. Den mulighed findes ikke på en skærm, der hænger internt, for der er ingen at sælge plads til, og medarbejderne skal ikke overtales til at købe noget. Værdien af en intern infoskærm ligger et andet sted, nemlig i de arbejdsgange og det samarbejde, den gør bedre. Den er sværere at sætte et tal på, men den er ikke mindre virkelig, og investerer du med et mål for øje, er værdien af målet også værdien af investeringen.
Tag en handelsvirksomhed med sælgere fordelt på flere kontorer. En sælger lander en ordre på 150 skærme, men leverandøren sælger kun i pakker à 250. Ordren giver overskud, og alligevel står der bagefter 100 skærme tilbage på lageret, som er teknisk forældede om et år og derfor skal afsættes inden da. Den situation opstår løbende, og sjældent kun for én sælger ad gangen.
En intern infoskærm kan vise et dashboard med præcis de lagerpositioner, der haster, så alle sælgere har dem for øje, uanset hvilket kontor de sidder på. De 100 skærme bliver dermed noget, kollegerne kan tilbyde deres egne kunder, i stedet for noget der langsomt taber sin værdi på hylden. Det, det er værd at få dem solgt inden for året, er også det, den infoskærm er værd. Og netop det tal bliver ofte glemt, når budgettet skal forsvares.
Bruger du derimod skærmene kommercielt, kan den omsætning være med til at finansiere investeringen. Husk at tage den med, når du regner på hvad en løsning koster.
Ofte stillede spørgsmål
Er en infoskærm og et digitalskilt to forskellige produkter?
Nej. Det er samme udstyr og samme software. Forskellen ligger i indholdet og i formålet, og du kan læse mere om forskellen på de to.
Kan jeg bruge et almindeligt fjernsyn som infoskærm?
Det kan lade sig gøre, men forbrugerskærme er bygget til nogle få timers brug ad gangen, og de mangler typisk den konfiguration, der får skærmen til at starte op af sig selv efter en strømafbrydelse. Det opdager du som regel første gang, strømmen går i en weekend. Der er mere om, hvad du skal se efter, under valg af den rigtige skærm.
Hvor mange infoskærme skal der til?
Det afhænger af, hvor publikum opholder sig, frem for hvor stort lokalet er. En skærm, der hænger et sted, hvor ingen står stille, er spildt, uanset hvor stor den er.
Hvad skal jeres infoskærme udrette?
Det er det spørgsmål, der afgør alt det andet. Hvor skærmene skal hænge, hvor mange der skal til, og hvor indholdet skal komme fra. Fortæl mig hvem der skal se dem, og hvad de skal kunne finde ud af. Så kan vi tale om, hvordan løsningen bør skæres. Og er I i tvivl om, hvorvidt behovet i virkeligheden er kommercielt, tager vi den snak først. Det ændrer resten.


