Digital signage til museer
På et museum er genstanden hovedpersonen. Skærmen skal gøre den bedre frem for at overdøve den, og det er den vanskeligste balance i hele faget. En skærm lyser, bevæger sig og trækker øjet til sig, mens en montre står stille og venter på at blive opdaget. Sættes de to ved siden af hinanden uden omtanke, vinder skærmen, og så har formidlingen gjort det modsatte af sit formål.
Til gengæld kan en skærm noget, en tekstplanche ikke kan. Den kan rumme flere lag på den samme plads, den kan vise det samme indhold på flere sprog, og den kan gå i dybden for den gæst, der vil vide mere, uden at tage plads fra den, der bare går forbi. Det er den kombination, der gør skærmen interessant i en udstilling, og ikke at den er digital.
Skærmen skal give det, planchen ikke kan
Er indholdet det samme som teksten på væggen, er skærmen spildt. Brug den til det, der kræver bevægelse eller dybde. Den kan vise, hvordan den udstillede genstand blev brugt, hvordan den blev fremstillet, og hvordan stedet så ud dengang, og det er tre ting, et fotografi og en billedtekst har svært ved at få frem. Brug den også til de lag, der ikke er plads til på væggen. Den korte version står på væggen, og den lange ligger på skærmen for dem, der vil vide mere.
Flere sprog er en anden oplagt gevinst. En planche skal trykkes og monteres på ny, hver gang teksten skal findes på et sprog mere, og pladsen på væggen sætter en grænse for, hvor mange sprog der overhovedet kan være. En sprogversion på en skærm koster kun den oversættelse, den består af, og gæsten vælger selv, hvilket sprog hun vil læse i.
Lys, lyd og placering
Museet stiller krav til en skærm, som en butik aldrig gør. Lysniveauet i en udstilling er ofte lavt af hensyn til genstandene, og en skærm på fuld styrke ødelægger både stemningen og mørkeadaptionen hos publikum. Skærmen skal derfor kunne dæmpes langt mere, end en butiksskærm behøver, og dæmpningen skal kunne holdes, uden at billedet bliver gråt og utydeligt.
Lyd er den anden faldgrube. Lyd, der breder sig i rummet, ødelægger de andre installationer. Retningsbestemte højttalere eller håndsæt løser det, men skal tænkes ind fra begyndelsen.
Og skærmene kører mange timer i træk, hver dag. Det er præcis den slags drift, professionelle skærme er bygget til, og du kan læse mere under valg af skærm.
Interaktion virker, hvis den er enkel
Gæsten skal kunne forstå med det samme, hvad hun kan gøre ved skærmen. En skærm, der kræver en instruktion, bliver ikke brugt. Hold derfor interaktionen på ét trin ad gangen med ét tydeligt valg ad gangen, og gør det åbenlyst, hvordan gæsten kommer tilbage, hvis hun rammer forkert. Hvilke former for interaktivt indhold der findes, kan du se under interaktive løsninger.
Ofte stillede spørgsmål
Kan indholdet skiftes uden hjælp udefra?
Det bør det kunne. Særudstillinger skifter, og det skal ikke kræve en leverandør hver gang. Bed om at se, hvordan indholdet skiftes, inden I vælger system.
Hvor mange skærme skal der til?
Som regel færre, end der bliver spurgt om. En enkelt skærm det rigtige sted formidler mere end fem, der står og konkurrerer med genstandene om opmærksomheden. Start med de steder, hvor gæsten alligevel stopper op, og udvid derfra, når I kan se, hvad der bliver brugt, og hvad der bliver gået forbi.
Kan vi vise praktisk information på samme skærme?
Ja, men hold det adskilt fra formidlingen. Praktisk information om åbningstider, garderobe og café hører til i ankomstområdet og ved udgangen, mens skærmene inde i udstillingen skal have lov at handle om genstandene alene. Blandes de to, mister formidlingsskærmen den ro, der får gæsten til at læse på den. Se også forskellen på infoskærme og digitalskilte.
Hvad skal skærmene tilføje hos jer?
Det er som regel en samtale værd, inden der købes noget. På et museum er det formidlingen, der sætter rammen, og ikke teknikken. Fortæl mig, hvad I gerne vil fortælle, og hvordan gæsterne bevæger sig gennem udstillingen. Så kan vi tage det rum for rum.